What a week

Godt den her uge er ved at være ovre, for det har været en hård uge på ALLE måder. En uge hvor man bare har lyst til at være under dynen indtil alt er gået væk. Ganske enkelt bare væk fra alt.

Ugen startede ud med et dødsfald. Det var undervejs, for manden var syg af kræft, men det skete pludseligt. Når man har kæmpet mod den forfærdelige sygdom i et par år, og man nærmest dør fra dag til dag, så kommer det som et chok. Heldigvis sov han stille ind, og mærkede overhovedet ingenting. Han blev bisat i fredags, hvor vi var 230 i kirken, Ja, du læste korrekt! Kirken var mere end fyldt. Så stor og flot begravelse har jeg ikke været med til før.

Midt på ugen måtte jeg sygemelde mig fra Rema. Feber og ondt i halsen. Så onsdag og torsdag var jeg lidt ude af spillet. Nu sidder det som hoste, men frisk er jeg igen. Jeg skal på arbejde i aften. Basta!

Torsdag aften fik jeg opkald om, at min onkel var kommet akut på sygehuset. Han var besvimet på arbejdet, og havde afsindigt ondt i lænden. Han røg med ambulance på sygehuset, hvor de fandt ud af, at hans hovedpulsåre var ved at briste. Og gør den det, så skal det gå hurtigt, hvis man ikke skal dø. Han blev opereret, og pulsåren var allerede begyndt at bløde lidt, men de fik den stoppet. Han bor i Odense, og der tilbyder de en kikkert operation, så han er lige kommet hjem i dag. Han var indlagt et par dage, for alt skulle tjekkes.

Det er ikke mere end 2 måneder siden, vi har begravet en ven af familien. Hun døde desværre også af kræft. Og der har været rigtig meget sygdom i min familie. Min mor er lige blevet raskmeldt med en depression og psykose, og min onkel har haft en tarmsygdom, og så lige det her oveni. Året har været fyldt meget sorg og magtesløshed. Det har ikke været let, så det har konstant været et slag i hovedet. Men nu SKAL det gå fremad. Det forlanger jeg altså! Som min sagde "der sker sgu hele tiden et eller andet!", og det har hun fandeme ret i. Nu må det være vores tur til at gå fri. Bare for et lille stykke tid.